Efterlysning: Forhenværende boelsmand Jens Andersen i Yding (eller Mjesing), Skanderborg Amt

Ingen slægtsforskning er fuldendt uden et mysterium. Mit er identiteten på min oldefars far, som i kirkebøger kun er omtalt som “Fhv. boelsmand i Yding, Jens Andersen”. Al anden viden bygger på mundtlige overleveringer som kan være mere eller mindre fejlbehæftede.

Den mystiske Jens Andersen fik sammen med Rasmine Kirstine Nielsen (f. 1866, d. 1948) min oldefar, Martin Andersen (f. 1899, Fruering Sogn, Hjelmslev Herred, Skanderborg Amt). Men derudover er det svært at udlede noget sikkert om Jens Andersen af kirkebøger og folketællinger. Så hvis nogen ved mere om denne Jens Andersen, så sig endelig til.

Her er hvad jeg (tror jeg) ved om Jens Andersen. Med stor sikkerhed vides at Jens Andersen:

  • På et tidspunkt var boelsmand, gårdejer eller gårdejersøn, formentlig i daværende Skanderborg Amt
  • På et tidspunkt har boet i eller opholdt sig i Yding Sogn, Skanderborg Amt evt. som forhenværende boelsmand
  • Samtykkede til Martin Andersens navn den 4. marts 1899 (bemærkning herom noteret i Fruerings kirkebog)
  • Døde senest i 1948 (og formentlig inden 1930)

Med mindre sikkerhed antages, at Jens Andersen:

  • Muligvis har opholdt sig i eller besøgt Rasmine Kirstine Nielsen i Hylke Kommune omkring 1898, eftersom “fødehjemstedsret” i Hylke Kommune efter dagældende regler om fattigdomsydelser (om der er registreret nogen alimentationssager, ved jeg ikke)
  • Boede i Mjesing Sogn på et tidspunkt (familieoverleveringer nævner faktisk slet ikke Yding Sogn – det er kun kirkebøgerne)
  • Var enearving eller eneste mandlige arving til sin familiegård
  • Boede alene med sin mor på et tidspunkt, formentlig fordi faderen var død
  • Næppe havde arvinger til gården i 1899

Der var en håndfuld Jens Andersener i Yding omkring 1890, blandt andet på Langballegård og Hedegaard, men disse passer ikke helt på beskrivelsen ovenfor.

Hvis du har oplysninger som kan hjælpe, så smid meget gerne en besked!

Slægtsforskning: Mine aner i Danmark og Finland

99% af jer er givetbevis snublet herind ved en fejl. Sådan er det som regel med sider som denne. Så jeg har skrevet dette indlæg til de 1% af jer, som har forvildet jer herind som led i slægtsforskning, fordi I mener at kunne lære nyt eller lære mig nyt.

Her finder du oplysninger om min stamtavle. Måske har du noget at tilføje. Måske kan mine oplysninger hjælpe dig videre. Under alle omstændigheder har du her en indgangsvinkel.

Der findes p.t. ca. 4.600 personer i min stamtavle. Mange af dem kan du læse om i linket nedenfor. Af hensyn til nulevende personer er der dog som udgangspunkt ikke medtaget oplysninger om nogen født efter 1920.

Du finder nedenfor et øjebliksbillede af oplysningerne i to former, som oplysningerne er pr. juli 2019:

Mine bedsteforældre er:

  • Poul Møller Olesen (f. 1922 Ålborg, d. 2016 Odense) – Søn af Anton Peter Olesen (f. 1868, d. 1943) og Karen Marie Jensen Møller (f. 1876)
  • Eva Maritta Hollmén (f. 1929 Finland) – Datter af Aarne Johannes Hollmén og Wilma Maria Karlström (f. 1900, d. ca. 1996)
  • Erhard Nielsen, Silkeborg (f. 1922, d. 1968) – Søn af Sigurd Nielsen (f. 1897, d. 1981) og Mariane Sørine Pedersen (f. 1898, d. 1964)
  • Ingeborg Nielsen, født Andersen, Silkeborg (f. 1921, d. 1968), datter af Martin Andersen (f. 1899, d. ca. 1982) og Karen Hansen (f. 1900, d. ca. 1996)

Nogle hyppige steder der optræder i stamtræet er:

  • Skanderborg Amt – Bl.a. Fruering Sogn (Hjelmslev Herred), Skanderborg by, Fredericia.
  • Aarhus Amt
  • Aalborg Amt
  • Hjørring Amt – Bl.a. Mosbjerg, Blæsbjerg, Hørmested Sogn, (ja, det hedder det altså), Horns Herred
  • Odense Amt – Bl.a. Middelfart, Vends, Kauslunde osv.
  • Finland – Herunder Turku Pori, Kronoby, Karleby osv.